Netværkstur til Holland

Inno-MT inviterer sammen med CLEAN virksomheder med til Holland for at etablere forretnings- og projektmuligheder inden for vand- og energiområdet

Har du overvejet det hollandske marked?

Holland er med sine 16,5 mio. indbyggere, meget strenge miljøregulering og nærmest skandinaviske mentalitet, et oplagt marked for danske, innovative, miljøteknologiske virksomheder.

Derfor opdyrker Inno-MT i samarbejde med CLEAN nu forretnings- og partnerskabsmuligheder i landet, der, udover træsko og tulipaner, er kendt for at udvikle og anvende miljøteknologi i verdensklasse. Et vellykket besøg fra Holland i august sidste år, viste, at der i begge lande er rigtigt gode muligheder for samarbejde og nu gengælder Inno-MT besøget med en 2-dages tur til Duiven, Holland den 23.- 24. juni med mulighed for at tage videre til Rotterdam og besøge CLEAN’s partnerklynge i ICN, Cleantech Delta.

På turen skal vi undersøge forretnings- og projektmuligheder med nogle af de mest innovative virksomheder og forsyningsselskaber på vand- og energiområdet. Vi vil bl.a. få præsenteret et banebrydende projekt om genindvinding af råstoffer fra spildevand, møde potentielle partnere og kunder, og få præsenteret forretningsmuligheder inden for energi- og ressourceoptimering på vandområdet. Derudover vil der også i løbet af de to dage være ture ud til en række relevante hollandske virksomheder.