Da kloakmesteren begyndte at tænke opad
Klimaentreprenørcase, Jens Chr. Multiservice: Kloakmesteren der begyndte at tænke opad.
Da kloakmesteren begyndte at tænke opad
”Som kloakmester har man det med at tænke nedad, nedad, nedad i jorden. ” Sådan beskriver Jens Christian Latter sin tankegang, før han blev uddannet Klimaentreprenør.
Inden kurset var hans første indskydelse, når han skulle hjælpe en kunde med at aflede regnvand, som regel at anlægge en faskine – nede i jorden.
”Nu ser jeg på grunden, og tænker: hvad er muligt her? Hvad kan lade sig gøre, og hvad vil kunden gerne have? Og jeg tænker OPAD ” siger han.
Jens Christian Latter driver til daglig sit enmandsfirma Jens Chr. Multiservice i Døstrup i Sønderjylland, og udover at være kloakmester, udfører han alt fra træfældning og stubfræsning til pedelarbejde og algebekæmpelse. I efteråret 2017 var han en del af det allerførste hold Klimaentreprenører, der blev uddannet i, hvilke forskellige muligheder der er for at håndtere regnvand på egen grund og skybrudssikring af bygninger.
Sæt pengene i planter
Når Jens Christian Latter taler med kunder om, hvilke muligheder, der findes for at aflede regnvand, har han en bestemt metode, han går frem med.
”Jeg plejer at sige til dem: Pengene, de er væk, dem tager jeg. Men vil du se på dine penge eller vil du ikke se på dine penge? Så kigger de først underligt på mig, men så forklarer jeg dem, at hvis vi graver det hele ned og laver en faskine – så er pengene nede i jorden. Men hvis vi i stedet laver et regnbed med blomster, så kan du jo kigge på dine penge”
Et regnbed er i alt sin enkelthed et beplantet bed i haven, hvor man kan føre sit regnvand fra eksempelvis taget hen og lade det sive langsomt ned i jorden. Jorden i bedet skal bestå af velegnet vækstjord, med sand og grus nedenunder, som får vandet til at sive lettere ned gennem jordlagene til grundvandet. Og så længe planterne er nogenlunde hårdføre for både tørt og vådt vejr, er det næsten kun fantasien, der sætter grænser for udformningen.
Klimaentreprenør-alliancen
Regnbede er selvfølgelig ikke den eneste løsning, der kunne være et alternativ til at lede regnvandet under jorden. Permeable overflader, et nedsænket bålsted eller en nedgravet trampolin er andre løsninger, der bliver undervist i på uddannelsen, og også muligheden for at kombinere flere løsninger som perler på en snor, er noget af det, der er fokus på. Netværket af kloakmestre og anlægsgartnere, der opbygges under forløbet, er noget af det, de fleste kursister fremhæver som en uventet sidegevinst. Her kan man nemlig sparre med hinanden og på den måde kombinere det bedste fra de to fagligheder til lige præcis den løsning, der passer den enkelte kunde bedst.
Lærer de unge at tænke opad
Jens Chr. Latter tog oprindeligt på kurset for at udvide sin horisont og blive klogere indenfor området klimatilpasning. Den nye viden har klædt ham på til at rådgive sine kunder endnu bedre, og efter kurset endda selv undervist unge på rørlæggeruddannelsen og understreget vigtigheden af at tænke alternativt og opad – og ikke kun ned i jorden.
”Det har givet gladere kunder, for der er mere tilfredsstillelse i at se på en have med liv i, end at have en faskine nede i jorden. Og kunderne kan se, de har fået noget for pengene” siger han.