Circularity City Konference 2018

6. Nov 2018 kl. 09:30 - 16:00

Lad os sammen tage næste skridt mod cirkulær økonomi i det byggede miljø

 

Den 6. november samles midtjyske virksomheder, kommuner og lokalpolitikere til sparring om cirkulær økonomi. Og du er inviteret med til en dag fyldt med konkrete cases, inspiration og møde med nye samarbejdspartnere.

 

I Region Midtjylland er flere kommuner og mange virksomheder allerede igang med at tænke cirkulær økonomi ind i deres arbejde. Der er stort engagement og interesse for at påvirke fremtidens bybillede via genanvendelige materialer, cirkulære processer, bæredygtigt byggeri og med omtanke på brugen af jordens sparsomme ressourcer. Faktisk viser Region Midtjyllands kommuner så stort engagement, at et fælles charter for arbejdet med cirkulær økonomi i byggeriet er ved at se dagens lys. Og samtidig viser virksomhederne, at de har teknologier, løsninger og ideer til at sætte rigtigt skub på det cirkulære byggeri.

Vi er altså godt på vej med ønsket om at sætte cirkulær økonomi på dagsordenen, og denne konference er endnu et spring som skal bane vejen for den cirkulære by – og ikke mindst skabe rammerne for nye samarbejder og videndeling. Vores mål er at give dig motivation og viden til blive en del af udviklingen omkring cirkulær økonomi.

På dagen afholder vi en stor markedsplads, hvor du kan møde repræsentanter fra branchen, blive klogere på eksport- og støttemuligheder samt få øje på spændende nye samarbejdspartnere, og ikke mindst se, hvor der er åbne udbud og projektmuligheder.

Så hvad end du er politiker, virksomhedsejer, ansat, repræsentant fra din kommune eller noget helt andet, så får du en dag med inspiration, konkrete cases og rig mulighed for udvide din viden og dit netværk inden for fremtidens byggeri og byudvikling.

Med Circularity City, som er en del af udmøntningen af Region Midtjyllands Vækstplan 2016-2020, forenes indsatsen inden for cirkulær økonomi og smart byudvikling. Initiativet skal booste både udbud og efterspørgsel af cirkulære løsninger i byggebranchen – i Region Midtjylland og gerne senere i resten af landet. Circularity City består af en række af tværfaglige partnere – Minor Change Group, VIA University College, GXN, Statens Byggeforskningsinstitut (SBi), CLEAN og Dansk Industri ved Danish Cleantech Hub NYC.